Referat af generalforsamlingen i Hvidovre Lokalhistoriske Selskab torsdag den 16. marts 2017 kl. 19.00 i Ll. Friheden
Formanden, Ole Asbjørn Petersen bød velkommen til generalforsamlingen og præsenterede bestyrelsens medlemmer.
- Valg af dirigent
Formanden foreslog Christian Thode som dirigent. Der fremkom ikke andre forslag til dirigent fra forsamlingen. Christian Thode valgtes med klapsalver.
Christian Thode takkede for valget.
Han gennemgik selskabets vedtægter med henblik på at konstatere, om generalforsamlingen var lovlig.
Indkaldelsen er sket i det medlemsblad, der var udsendt i februar måned. I indkaldelsen var de punkter, der er nævnt i § 2, nøje fulgt som dagsorden for generalforsamlingen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Dirigenten vurderede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, og på dirigentens opfordring fremkom der ikke bemærkninger fra forsamlingen til lovligheden.
Dirigenten gennemgik herefter reglerne for stemmeret. Alle fremmødte personlige medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. Foreninger, institutioner, virksomheder har ikke stemmeret. Der kan ikke stemmes med fuldmagt.
Dirigenten oplyste, at Hvidovre Avis kunne deltage i generalforsamlingen som bestyrelsens gæst. Hvidovre Avis var ikke til stede.
Der var 90 medlemmer til stede, og på dirigentens forespørgsel blev det konstateret, at der ikke var ikke-medlemmer af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab til stede.
Dirigenten meddelte, at alle beslutninger skulle tages med almindelig stemmeflertal. Afstemninger ville ske ved håndsoprækning ved brug af de ved indgangen udleverede stemmekort. Skriftlig afstemning ville ske, hvis dirigenten besluttede det, eller hvis nogen i forsamlingen stillede forslag herom. Spørgsmålet om skriftlig afstemning ville blive afgjort ved almindelig stemmeflertal.
Referat af generalforsamlingen ville blive taget af Jens Frederik Jørgensen, der til brug herfor anvender digital båndoptager. Det var i øvrigt ikke tilladt at optage generalforsamlingen på bånd eller video.
Som stemmetællere valgtes: Marianne Nielsen, Marianne Thode og Anders Aalund.
Medlemmerne kunne begære ordet til forretningsorden. Dirigenten oplyste, at han afgjorde alle de spørgsmål, der måtte opstå om sagernes behandling. Han ville i givet fald kunne afsættes som dirigent.
Dirigenten bad om, at de, der ønskede at tage ordet på generalforsamlingen, brugte den opstillede talerstol, og at man afleverede en seddel til ham med sit navn, når man ønskede at få ordet.
Dirigenten afsluttede sin gennemgang af reglerne for generalforsamlingen med at oplæse mødets dagsorden.
- Formandens beretning
Formanden aflagde beretning for bestyrelsens arbejde siden sidste generalforsamling.
Beretningen findes andetsteds i dette medlemsblad og er offentliggjort på selskabets hjemmeside.
Formanden, Ole Asbjørn Petersen afsluttede sin beretning til generalforsamlingen med en erklæring om, at dette var hans sidste beretning. Han havde set sig nødsaget til at stoppe som formand, da helbredet ikke er helt, som det burde være.
Det havde været 12 dejlige år som formand for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab. Han takkede medlemmerne for den tillid og opbakning, han altid var blevet mødt med. Han takkede tillige de skiftende bestyrelser og Forstadsmuseet for det gode samarbejde gennem de 12 år.
Bjarne Pyndt bad om ordet til beretningen.
Han takkede for beretningen og fremhævede, at bestyrelsen gjorde et fantastisk arbejde med hensyn til medlemsbladet og arrangementerne.
Han gik herefter over til at omtale de historiske bygninger, der er i Hvidovre, herunder Hvidovre Kirke, Rytterskolen og Risbjerggård.
Han oplyste, at Socialdemokratiet for 16 år siden var gået til valg på at ville gøre noget ved Risbjerggård. Det var ikke sket. Risbjerggård stod derfor og forfaldt. Nogen mente måske, at der var tale om noget ”gammelt møg”.
Bjarne Pyndt fremhævede herefter, at der også findes planer for Risbjerggårds fremtid.
Bjarne Pyndt oplyste, at et medlem af selskabet for 2 år siden havde opfordret bestyrelsen til at ytre sig til fordel for en bevaring af Risbjerggård og bl.a. som svar fået at vide, at selskabet ikke ville ytre sig for eller imod bevarelse af Risbjerggård, da selskabet utvivlsomt havde både tilhængere og modstandere af bevarelsen.
Derfor undrede det Bjarne Pyndt, at selskabet var fremkommet med et høringssvar vedr. Bymidten/Risbjerggård.
Han undrede sig i den forbindelse over høringssvarets skelnen mellem monumentet Risbjerggård og mindet om Risbjerggård. Tillige undrede han sig over forslaget om, hvis Risbjerggård blev nedrevet at lave et stort vægmaleri indad i en ny bygning, som han måtte betegne som en sarkofag.
Idet Bjarne Pyndt oplyste, at han var aktiv i ”Risbjerggårds Venner”, ønskede han at høre, hvorfor bestyrelsen havde afgivet høringssvar.
Formanden svarede, at bestyrelsen havde afgivet høringssvar, fordi der var tale om en offentlig høring, hvor borgere og foreninger var blevet opfordret af kommunalbestyrelsen til at give deres mening til kende.
Finn Gerdes bad tillige om ordet og oplyste, at kommunalbestyrelsen har besluttet at bevare hele eller dele af Risbjerggård, men at der endnu ikke er taget stilling til, hvad der skal bevares.
For 8-10 år siden var det blevet vurderet, at en renovering af Risbjerggård ville koste ca. 17 mio. kr.
Finn Gerdes takkede i øvrigt for en god beretning.
Dirigenten konstaterede herefter, at da der ikke var flere, der ønskede ordet til beretningen. Denne skulle ikke sættes til afstemning, da den vedrørte det, der var sket.
Beretningen blev taget til efterretning med klapsalver.
- Museumschefens orientering
Museumschef Anja Olsens orientering om Forstadsmuseets virksomhed i det forløbne år findes andetsteds i dette medlemsblad og er offentliggjort på selskabets hjemmeside.
Orienteringen gav ikke anledning til spørgsmål og bemærkninger fra forsamlingen, der takkede Anja Olsen med klapsalver.
- Fremlæggelse af revideret regnskab.
Kassereren, Frank Horsfelt Gudmann havde nogle få bemærkninger til nogle af posterne i regnskabet for 2016 og budgettet for 2017 – poster som måske ”blinkede lidt kraftigt”.
Der var i 2016 afsat 15.000 kr. til ”arrangementer og medlemsmøder” og det samme beløb i 2017, selv om det ikke var muligt på forhånd at sige, hvad arrangementerne ville koste.
Der var anskaffet en ny storskærmsprojektor, da den gamle ikke længere var brugbar. Den nyindkøbte ville kunne holde i mange år.
”PR og andet” er et stort beløb, og spørgsmålet kunne være, hvorfor så højt et beløb, når det ikke bliver brugt.
Hvidovre Lokalhistoriske Selskabs andel af udgiften til Hvidovrekalenderen for 2017 var afholdt her.
Der er afsat et beløb som forventet tilskud til den bog, som bestyrelsen har tiltro til vil komme på dansk fra Poul Sverrild om hans PhD-afhandling. Selskabet har tidligere støttet udgivelser, som kan have medlemmernes interesse, f.eks. det hæfte et af medlemmerne skrev om Vestvolden.
Der er budgetteret med et underskud på ca. 20.000 kr. Det er bestyrelsen ikke betænkelig ved, da der er noget at tage af i banken.
Dirigenten konstaterede, at ingen ønskede ordet til regnskabet. Det reviderede regnskab godkendtes med klapsalver.
- Fastlæggelse af årskontingent
Formanden oplyste, at bestyrelsen foreslår uændret kontingent – 100 kr. for pensionister og 125 kr. for ikke-pensionister. Han mente i øvrigt, at kontingentet havde været det samme i ca. 20 år.
Kontingentet godkendtes med klapsalver.
- Behandling af indkomne forslag.
Dirigenten oplyste, at der ikke var indkommet forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
Dirigenten oplyste, at bestyrelsen foreslog genvalg af Jens Frederik Jørgensen og Gitte Jakobsen. Herudover foreslog bestyrelsen Anders Aalund som nyt medlem. Anders Aalund havde givet tilsagn om at stille op.
Dirigenten spurgte, om der var andre i forsamlingen, der ønskede at stille op.
Da dette ikke var tilfældet, var de af bestyrelsen foreslåede bestyrelsesmedlemmer valgt – med klapsalver.
Som suppleanter for 1 år foreslog bestyrelsen genvalg af Birte Gerdes og Fin Ivo Heller.
Efter at dirigenten havde konstateret, at der ikke var andre forslag, blev de foreslåede suppleanter valgt med klapsalver.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig således:
Formand: Jens Frederik Sørensen
Næstformand: Karen Johansen
Kasserer: Frank H. Gudmann
Bestyrelsesmedlem: Gitte Jakobsen
Bestyrelsesmedlem: Anders Aalund
1.suppleant: Birte Gerdes
2.suppleant: Finn Ivo Heller
- Valg af revisor og revisorsuppleant
Hubert Steffensen tilkendegav at være villig til genvalg som revisor. Tilsvarende tilkendegav Inge Larsen at være villig til genvalg som revisorsuppleant.
Der var ikke andre, der ønskede at stille op.
Begge genvalgtes med klapsalver.
- Eventuelt
Anja Olsen bad om ordet.
”Jeg vil på Forstadsmuseets vegne gerne sige dig, Ole. Tak for det fantastiske samarbejde vi har haft med dig og bestyrelsen. Vi vil komme til at savne dig, selv om det også bliver en god bestyrelse i de kommende år. Det har været en rigtig stor fornøjelse at arbejde sammen med dig, Ole. Da vi er to museer, tænkte vi, at det ville være meget passende at give dig årets cirkusplakat, da jeg er sikker på, at det er dig, der er den stærke mand oppe på toppen med vægtstang og det hele. Tusind tak på Forstadsmuseets vegne.”
Ole Asbjørn Petersen svarede: ”Da jeg kender Anja temmelig godt, ved jeg, at når jeg møder hende næste gang vil hun sige: Undskyld, jeg kom til at sige forkert – det var altså elefanten, jeg mente!. Tak skal I have.”
Jens Frederik Jørgensen bad om ordet og sagde følgende:
”Kære Ole
Det er med vemod, at vi i bestyrelsen i dag skal tage afsked med dig som selskabets formand gennem 12 år.
Vi har forståelse for din beslutning om, at helbredet må være i 1. række, selv om vi havde håbet på, at du ville være fortsat som formand mange år endnu.
Vi har altid set frem til bestyrelsesmøderne og møderne i de udvalg, som selskabet har. Du har lyttet, givet plads, du har formidlet samarbejdet, når opgaverne skulle løses. Din humor har været et vigtigt krydderi på arbejdet.
Du har stået for de store linjer, men i HLS har ingen opgave været for lille til, at du har taget dig den på.
Du er Hvidovredreng – født og opvokset i den nordligste opgang i Hvidovre – på grænsen til Rødovre. Du har været aktiv i sporten, var med til som aktiv i HBC at spille HBC op i divisionen. Du har været lærer på Langhøjskolen, viceinspektør og inspektør på Sønderkærkolen. Du har sammen med Birgit boet i Bredalsparken og i Grenhusene i indtil nu i over 50 år.
Det har givet dig en bred kontaktflade til det liv, der leves og har været levet i Hvidovre. Når et navn eller en lokalitet bliver nævnt, kan du straks sætte mange ord på, hvem og hvad der er tale om. Nogen vil måske spørge, om du kun har haft din gang og dit virke øst for Avedøre Havnevej. Det har du ikke kun. Du har interesseret dig for hele Hvidovres lokalhistorie. Sammenlægningen med Avedøreselskabet var noget af det første, der skete i din formandstid. Du var i mange år formand for Københavns Befæstningsforening og har været med til at gøre Vestvolden kendt som en spændende historisk lokalitet i Hvidovre/Avedøre med den årlige Befæstningsdag.
Vi er glade for, at du har lovet fortsat at være aktiv i selskabet. Det være sig som interviewer og i arbejdet med at skrive artikler til medlemsbladet.
Mange tak, Ole for det kæmpestore arbejde, du har lagt i HLS og for de flotte resultater, du har skabt. Det har gjort, at HLS i dag er kendt som en aktiv og spændende forening.
På bestyrelsens vegne vil jeg gerne som tak udnævne dig til æresmedlem af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab.
Med æresmedlemsskabet følger et diplom, som Jette Randal-Lund har udfærdiget.
Du får også en afskedsgave, der forhåbentlig passer til din store interesse for historie.”
Stående langvarigt bifald fra forsamlingen til Ole Asbjørn Petersen.
Ole Asbjørn Petersen: ”Mange tak for bifaldet. Jeg følte det, som da jeg som ung lærer skulle ind at have religion fredag fra kl. 2 til 3 i 8. klasse. Det var sådant, at de modtog mig!”
Ole Asbjørn Petersen takkede for diplomet og gaven og sagde: Jeg er beæret over at få diplomet, det skal nok få en fremtrædende plads derhjemme. Det undrer, at I kunne lave diplomet, for da Jette holdt op, gav hun mig alle skabelonerne, og dem har jeg liggende derhjemme i tilfælde af, at der skulle komme et æresmedlem engang. Så det undrer mig, hvordan I har kringlet det.
Jette Randal-Lund nede fra salen: ”Jeg har brugt mit eget som model”.
Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere, der ønskede ordet til punktet: Eventuelt.
Dirigenten takkede for god ro og orden.
Forsamlingen takkede dirigenten med et bifald.
Ole Asbjørn Petersen tog ordet og takkede dirigenten, idet han bemærkede, at der var en særlig grund til, at var gået så godt med generalforsamlingen i dag. Det er den måde, den velforberedte dirigent har ledet mødet på. Formanden takkede dirigenten for hans indsats og overrakte en lille erkendtlighed.
Dermed var generalforsamlingen afsluttet.
Ole Asbjørn Petersen oplyste, at selskabet efter kaffepausen ville hylde Poul Sverrild ved at servere et glas vin i forbindelse med, at Poul Sverrild har fået sin PhD, som han vil fortælle om hovedpunkter fra som afslutning på aftenen.
Referatet er udarbejdet af Jens Frederik Jørgensen og godkendt af dirigenten, Christian Thode og formanden, Ole Asbjørn Petersen.