Referat af generalforsamling i Hvidovre Lokalhistoriske Selskab torsdag den 19. marts 2015 kl. 19.00 i Ll. Friheden.

Der var 80 deltagere i generalforsamling.

Formanden Ole Asbjørn Petersen bød velkommen.

  1. Valg af dirigent

På forslag af formanden påtog Niels Erik Madsen sig hvervet som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

  1. Bestyrelsens beretning

Formanden aflagde bestyrelsens beretning. Beretningen bringes i næste medlemsblad og er offentliggjort på selskabets hjemmeside.

Bestyrelsens beretning godkendtes.

  1. Forstadsmuseets beretning ved fg. Museumschef Anja Olsen

Anja Olsens beretning var som følger:

Tak for ordet, og tak fordi jeg må komme og fortælle om livets gang på Forstadsmuseet. Det er altid dejligt at være i dette selskab!

Livets gang er jo som regel udtryk for et øjeblik. Et skridt på en længere rejse, der er styret af, hvor man kommer fra og af hvor man er på vej hen.

Vi er næsten lige gået ud af 2014, og det var et rigtig godt år. Jeg var måske lidt bekymret ved indgangen til 2014, hvor formaliteterne omkring Pouls PhD-projekt først lige var faldet på plads og fremtiden svær at forudsige. Nu hvor 2014 ligger bag os kan jeg se, at alle bekymringer er gjort til skamme.

Et af de ord der kendetegner 2014 er nemlig rekord. Og nu er det ikke fordi, at rekorder altid er gode eller det eneste mål man skal følge, men jeg synes nu alligevel, at det er værd at nævne,

  • at vi satte besøgstalsrekord på Cirkusmuseet,
  • vi har haft rekord mange arrangementer,
  • rekord stort julemarked,
  • rekord mange oplæg på udenlandske konferencer – med deraf følgende rekord mange frustrationer.
  • Der er blevet scannet rekord mange billeder (3.500),
  • lavet rekord mange registreringer,
  • og ikke mindst lavet rekord mange interviews.

Og her skylder vi også HLS en stor tak for engagement og indsats! Og det er ikke bare en rekord, det er også et stykke værdifuldt og betydningsfuldt arbejde. Lige som vores gode samarbejde med Hvidovre Avis, der har givet os rekord meget spalteplads

Så det er på mange måder et stort år vi er gået ud af, og som bliver meget svært at komme efter.

Det er allerede nu meget tydeligt at 2015 bliver et år med mange udfordringer – forhåbentlig ikke rekord mange udfordringer. Men der er to ord der kommer til at præge det kommende år, og det er synlighed og forandringer.

Synlighed er et mål vi skal nå udadtil, og forandringer er et vilkår vi skal leve med indadtil.

Forstadsmuseet er jo et anderledes museum på mange måder. Museum, der jo komme af det græske Museion, betyder et tempel eller et sted, og langt de fleste af os forestiller os da også, at et museum er en bygning med en dør man går ind af, når der er åbent, og køber en billet for at se udstillingerne. Forstadsmuseet, derimod, har hele Brøndby og Hvidovre kommuner som udstillingsrum, hvilket kan være svært at forstå og se. Det sker med mellemrum, at nogen kommer ind ad døren og spør om dette er Forstadsmuseet. Og da vi netop i disse dage sender en ansøgning af sted til kulturstyrelsen med ønske om at blive statsanerkendt, så er det også nu at vi skal udvikle vores formidlingskoncept og blive et mere synligt og tydeligt museum.

Noget af dét der kendetegner et museum – foruden et sted, en dør, en billet og åbningstider – er, at der er rundvisninger i samlingerne, og derfor opstod ideen om at vise rundt i Hvidovre hver den 1. torsdag i måneden i sommerhalvåret. Og jeg er glad for at Lokalhistorisk selskab vil være med til det, for ét er naturligvis den historie som vi på Forstadsmuseet kan fortælle, noget andet er alle de små hverdagsoplevelser som andre kan supplere med. Når jeg har været ude og holde foredrag eller haft været rundvisning en rundvisning, så er der altid nogen der kan supplere med sjove fortællinger. Det gør historien rigere, klogere og sjovere.

Vi starter den 9. april med en rundvisning på Rådhuset sammen med Helle Adelborg.

  1. april på volden – en lille ekstra tur før storbededag
  2. maj Hvidovrevej
  3. juni Hvidovre Nord
  4. juli Gammel Køge Landevej
  5. august Avedøre Landsby
  6. september Hvidovre Landsby
  7. oktober Rigsbjergkvarteret

Samtidig skal vi udtænke smarte løsninger til Historien i Gaden-fortællinger. Til maj åbner vi 2 forskellige fortælling. 1 på Hvidovrevej og 1 på Vestvolden ved Paradislejren. Den på Hvidovrevej bliver store klistermærker der bliver sat 10 forskellige steder på Hvidovrevej for at sætte fokus på de historier der gemmers sig dér – Bredalsparken, Rigsbjerggård, Rådhuset osv. Og på Vestvolden har vi fået mulighed for at arbejde sammen med en kunstner, der under overskriften ”kroppen i krig” kobler historie og film til kunst ved at sætte fokus på krigsveteraner.

Historien i Gaden-konceptet indbyder i høj grad til undervisning. Historie er ikke kun noget der findes i glasmontrer på klassiske museer. Vores hverdagsomgivelser kan fortælle så mange meningsfulde historier om demokrati og modernitet, hvis man bare kan få øje på det. Det er mit håb, at vi i løbet af sommeren kan gå i gang med at udvikle en skoletjeneste i samarbejde med Brøndbys skoler. En skoletjeneste er også en meget klassisk ting på et klassisk museum.

Som sagt har vi en ansøgning om at blive statsanerkendt undervejs. Lige nu er den til politisk behandling i Hvidovre og kan forhåbentlig ganske snart sendes videre til kulturstyrelsen. Jeg har allerede varslet, at den kommer og kontorchefen på museumsområdet har lovet at behandle ansøgningen hurtigt. Vi vil meget gerne have den igennem inden der bliver udskrevet valg!

Det ser ud som om at vores muligheder for at opnå anerkendelse er gode. Da vi sidste gang søgte afslog ministeren med den begrundelse at vi hellere skulle være en større enhed. Det er vi nu, hvor Forstadsmuseet også dækker Brøndby. Tilmed er Poul ved at færdiggøre sit PhD projekt, hvilket giver os det forskningsniveau som styrelsen kræver. De kan ikke sige nej! Får vi en anerkendelse betyder det, at vi får 1 mio. i statsstøtte og adgang til at søge puljer.

Da jeg sidste år havde min debut her i denne sammenhæng kunne jeg fortælle en masse om, hvad vi hver i sær laver, og det var, som rekord-året antyder, ikke så lidt. Nu er vi væsentlig reduceret. De to ansatte vi havde i rotationsstillinger og den journalist vi havde i løntilskud er alle stoppet, og til august stopper Pia Brandtberg, som er administrationschef. Og vi kan ikke få nye medarbejdere. Kasserne er lukkede, systemerne er lavet om. Det bliver en kunst at finde ud af, hvordan vi fortsat kan levere top professionelle ydelser og udvikle nye tilbud. Vi er med andre ord ikke så mange til at løfte de høje ambitioner.

Jeg håber, at vi bliver reddet af to ting. Den ene er naturligvis statsanerkendelsen, den anden er at Poul vender tilbage til august. Uden dog at være særlig synsk, så kan jeg se, at Poul kommer til at være en del væk på konferencer, så vi må nok ruste os på, at vi må finde andre redningsplanker også.

Under alle omstændigheder bliver Hvidovres historie ved med at blomstre og nye ting dukker fortsat op. Senest har vi modtaget et par sterioskob-briller samt store mængder af billeder, der har tilhørt Pedersen-Dan og et par ski, der har tilhørt Axel Joseph Eilersen, der var modstandsmand og måtte flygte til Sverige under 2. verdenskrig (og det var her han fik skiene da han var en del af den danske brigade) En meget spændende aflevering.

Tak for ordet.

På spørgsmål fra Mogens Stub om Forstadsmuseets involvering i projektet om Bymidten, svarede Anja Olsen, at museet er inviteret med som en af flere kommunale aktører. Museet har lavet rapport om Risbjerggård og arbejdet med Rådhusets historie.

Forstadsmuseets beretning blev taget til efterretning.

  1. Fremlæggelse af revideret regnskab.

Kassereren, Lars Bo Henriksen fremlagde regnskabet.

Han indledte med at beklage, at der i det udsendte regnskab i kolonnen ”Regnskab 2013” af en eller anden uforklarlig grund var forsvundet en post ”PR og andet” på kr. 20.492.

Regnskabet for 2014 udviser et overskud på 22.190.

Han sammenlignede herefter de 2 seneste års regnskaber. Kontingentindtægterne var nok de største i selskabets historie. På udgiftssiden havde der i 2014 i modsætning til 2013 ikke været udgifter til musikaktiviteter, bustur og bogudgivelse. Arrangementerne i 2014 havde været forholdsvis billige, og egenbetalingen var gjort større.

De lave portoudgifter skyldtes, at nogle af medlemmerne deler langt de fleste blade ud. Uddelerne var i 2013 blevet belønning med lidt spisning, som Forstadsmuseet så havde stået for i 2014.

Formanden kommenterede budget 2015, der var udsendt til orientering.

Selskabet forventer samme indtægter. Udgiften til bestyrelsesmøder er forhøjet dels til bestyrelsens andel af arrangement for omdelere og dels til julefrokost til bestyrelsen. I 2015 påtænker selskabet på at lave koncert sammen med Musikskolen. Bankospil om Hvidovre skal færdiggøres, og der er flere rundvisninger. Selskabet har valgt at være med til at finansiere Poul Sverrilds afhandling i bogform. Ny revideret udgave af Søren Østergaards publikation om Vestvolden skal trykkes. Endelig skal der trykkes ny introduktionsfoldere. Samlet set forventes et underskud i 2015.

Der var ingen spørgsmål til regnskabet, der godkendtes.

  1. Fastlæggelse af årskontingent

Formand foreslog uændret årskontingent på 125 kr., og 100 kr. for pensionister.

Forslaget til årskontingent godkendtes.

  1. Behandling af indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag til behandling.

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

Ole Asbjørn Petersen, Jens Frederik Jørgensen og Gitte Jakobsen valgtes som bestyrelsesmedlemmer.

Som suppleanter valgtes Birte Gerdes og Karen Johansen.

  1. Valg af revisor og revisor suppleant

Hugo Steffensen valgtes som revisor, og Inge Larsen som revisorsuppleant.

  1. Eventuelt

Formanden takkede Jette Randal-Lund for sit aktive arbejde i bestyrelsen i 14 år. Jette Randal-Lund blev udnævnt som nyt æresmedlem af selskabet. Jette Randal-Lund fik overrakt diplom og gave.

Jette Randal-Lund takkede for udnævnelsen og gaven.

Da Jørgen Salhauge ikke kunne være til stede ved generalforsamlingen, har formanden besøgt Jørgen Salhauge, der er fratrådt som redaktør og webmaster, og takket ham for indsatsen i 5 år og overrakt ham en gave. Formanden oplæste brev fra Jørgen Salhauge, hvori han takker for samarbejdet og gaven.

Dirigenten afsluttede generalforsamlingen, og formanden takkede dirigenten for formfuldendt udførelse af hvervet.

 

Efter generalforsamlingen vistes filmen: ”Hvidovre- en by ved vandet” produceret af Mediecompagniet i 1993.

————————————————————————————-

Referat udarbejdet af Jens Frederik Jørgensen er godkendt af dirigenten, Niels Erik Madsen og formanden, Ole Asbjørn Petersen.