Jens Nielsens henrettelse i Horsens Tugthus
Mel.: Der er saa stille i vor Gaard
Nu har Jens Nielsen med sin Død
Udsonet Alt, hvad han forbrød;
Nu har han endt et Liv i Kval,
Og veget bort fra Jammerdal.
Han var en Morder, haard og grum,
Kun Slethed i hans Bryst fik Rum;
Men Gud som ser al Synd paa Jord,
Han straffer den, som øver Mord.
Og hvor han vandred´ hen ad Vej,
En Remesis forlod ham ej;
Thi Straffen fulgte i hans Fjed,
Til Døden kom og gav ham Fred.
I Fængselsgaarden er det tyst,
Et Hjerte banker glad i Bryst;
Thi snart vil Evighedens Ro,
Ham følge ned i Gravens Bo.
De Timer faa han slumrer hen,
Ham ængster ej Henrettelsen;
Den sidste Nat bag Cellens Mur,
Og saa Farvel i Guds Natur.
Ja, et Farvel til Alt paa Jord,
Farvel til Alle, Lille, Stor;
Farvel til Hytten, hvor han saa
Den blanke Sol, den Himmel blaa.
Farvel til Mark og Skov og Vang.
Farvel til Fuglens glade Sang;
En Tak til Ham, der for os led,
Han give Fred i Evighed.
Han ynkes over hver en Sjæl,
Der staar ved Livets Grænseskjæl;
Han tører hver en Taare bort,
Og kærligt siger: Kom til vort!
Den Morder frejdig gaar sin Gang
Og Vejen er ei heller lang;
I Fængeselsgaarden mørk og trist,
Der skal han dø, ja dø forvist.
Hans Hoved hviler paa et Brædt,
Retfærdigheden fordrer det;
Og som et Lyn faldt Øksen ned.
Og arme Jens laa død paa Sted.
O, giv ham Haab i Jesu Navn,
At han maa naa en Fredens Havn,
Hvor hver en Synd ham bli´r forladt,
Og frier ham ud af mørke Nat.