Skillingsvisen: Jens Nielsens Henrettelse
Mel. Amanda sad med en Krans i Haaret.
Nu er det Slut – nu er Synden straffet,
Forbryderen er fra Jorden skaffet.
I Stilhed aanded han Livet ud,
Og staar til Regnskab nu for sin Gud.
Fra ung han vandred paa Lastens Bane,
Forbrydelsen blev ham til en Vane,
Han brugte Ilden i sin Tjeneste.
Men den Synd var ej den eneste.
I England for seksten Millioner
Han brændte af – det var mange Kroner,
Da tragted han efter Næstens Liv,
Og ville myrde ham med en Kniv.
Benaadet blev han og sad saa stille,
Men al hans Tanke var ond og ilde,
Han vilde bort her fra Verdens Harm,
Og Hadet styrkede da hans Arm.
Da blev det Alvor – i Fængselsgaarden
I Horsens – der ramte Straffens Torden,
Og Mandag Morgen gik han fra Jord,
Da Øksen gennem hans Nakke foer.
Han var forbandet og uden Anger,
Han var den værste af Landets Fanger,
Og Naadens Kilde var tørret ud,
Fra Øksen fik han det sidste Bud.
O hvilken Sorg for et Moderhjerte,
Som fødte Uhyret og led Smerte,
Til Held for hende hun vel ej veed,
Hvordan han led for sin Nedrighed.
De bar ham bort – han gør ingen Skade,
Han til Eksempel sit Liv maa lade,
Thi Naaden skønned han ikke paa,
Derfor i Døden han maate gaa.
Hist ved hans stille, blodstænkte Baare
Er tyst – der fældes ej Sorgens Taare,
en Rædsel var han for En og Hver,
Hvad skulde han da vel ogsaa her.
Sit Ønske fik han opfyldt, da Dommen
Blev fuldført – ja nu er Straffen kommen.
Her har han endt – lad ham hisset se,
Om han kan vinde Tilgivelse.
- Petersen
Stud. maculat.