Beretning – generalforsamlingen i Hvidovre Lokalhistoriske Selskab torsdag den 8. marts 2018
Af Jens Frederik Jørgensen
Jeg vil gerne begynde beretningen med at præsentere de, der har deltaget i bestyrelsesarbejdet i det forløbne år.
Karen Johansen, næstformand og tovholder for arrangementer.
Frank Gudmann, kasserer.
Gitte Jakobsen, tovholder i kommunikationsudvalget.
Anders Aalund, tovholder i interviewgruppen.
Vores to suppleanter er Birte Gerdes samt Finn Ivo Heller, der har fungeret som bestyrelsens sekretær.
Jørgen Snedled, redaktør og Webmaster.
Poul Sverrild, museumschef med særlige opgaver.
Herudover var kommunens Kultur- og Fritidsudvalg frem til 4. januar i år repræsenteret ved Niels Ulsing og Charlotte H. Larsen i vores bestyrelse og efter 4. januar har Maria Durhuus og Mikkel Dencker været medlemmer af bestyrelsen med henholdsvis Anders Liltorp og Niels Ulsing som deres suppleanter.
En stor tak til jer alle for engagement, energi og arbejdsindsats.
HLS har ikke kunnet gennemføre årets aktiviteter uden hjælp fra mange andre af vores medlemmer – ved tilrettelæggelse og gennemførelse af møder og arrangementer, hjælp med artikler og oplysninger til medlemsbladet, gennemførelse af interviews, bladomdeling, hjælp ved Befæstningsdagen, arbejdet med kortlægning af butikker på Hvidovrevej. Også en stor tak til jer for jeres indsats.
Hvis vi i HLS ikke havde haft jer bladomdelere, skulle medlemsbladene have været bragt ud med PostNord, og udgiften ville have været 50.000 kr. om året. Det svarer stort set til det samlede medlemskontingent.
Som tak til vores frivillige, kaldet kulturisterne, havde vi i den 11. januar inviteret til en lille frokost i Cafe Hjertetræet for at sige tak for god indsats.
Det har været et travlt år. Vi har forsøgt at have en bred vifte af tilbud og forsøgt at dække mange forskellige emner i møder og artikler.
Vi har i det forløbne år gennemført 15 møder og arrangementer:
22.3 var der rundvisning i Det kongelige Bibliotek og besøg i Småtryksafdelingen, der rummer ufatteligt mange udgivelser af småblade mv.
25.4 var der byvandring i Sydhavnen, der indtil 1901 var med i samme kommune som Hvidovre.
31.5. fortalte Børge Grøn-Iversen om Risbjerg Kirkegård og viste rundt en dag, hvor træer og buske stod i fuldt flor.
4.9 fortalte Peter Aalbæk Jensen om Filmbyen. Et fornøjeligt og velbesøgt møde.
9.9 læste Søren Ulrik Thomsen op af sine digte og fortalte om som barn at have boet i Hvidovre. Mødet var i samarbejde med HvidovreBibliotekerne og del af Vestegnens Kulturuge, der som tema havde Michael Strunge – en anden Hvidovredreng.
24.9 viste Søren Østergaard rundt på Vestvolden og delagtiggjorde i voldens historie som led i Befæstningsdagen.
4.10 gentog vi besøget i Det kongelige Bibliotek og Småtryksafdelingen, da ikke alle kunne komme med første gang.
11.10 afprøvede vi en ny mødeform – en kaminpassiar hvor Henny Paaske fortalte sjovt og tankevækkende om sin barndom og ungdom.
1.11 var der filmeftermiddag i Rytterskolen. Ove Christoffersen har produceret to spændende film om lokale modstandsfolk – Herluf Rasmussen og Sigurd Weber.
Mødet den 14.11 måtte på grund af en vigtig landskamp i fodbold flyttes til 16.11. Ramus Bech havde ordet og det blev en særdeles underholdende aften i Medborgersalen med mange deltagere.
18.1 fortalte Poul Sverrild om Kalveboderne, om de mange begivenheder i og ved kysten til Kalveboderne, som er en del af Hvidovres historie på godt og ondt. Et interessant møde, der trak 110 deltagere.
22.1 søsatte vi et nyt initiativ. Bente og Ove Hurup-Christiansen kom med ideen til en mødeform, som mange andre lokalhistoriske foreninger gennemfører med succes – en hyggeeftermiddag uden forudbestemt emne og indleder. 15 medlemmer deltog. Et herligt møde var en af kommentarerne bagefter.
8.2 havde vi besøg af en glimrende fortæller, Thomas Thomsen, aktiv i Hvidovre i rigtig mange år og formand for Ældresagen. Han fortalte om sit liv, også som indehaver af Åhavens Messe.
26.2 startede vi en studiekreds om Lokalhistoriske Kilder, hvor de mange muligheder for at søge lokalhistoriske oplysninger bliver gennemgået og præsenteret. Første emne var slægtsforskning, som Marian Stenak og Jytte Rømer Sørensen fra Hvidovre Slægtsforskere stod for.
28.2 var der igen hyggeeftermiddag på Rytterskolen med over 20 gæster.
Vi havde planer om et åbent hus i Vandtårnet i september 2017 for at markere Vandtårnets 80 års jubilæum. Vandtårnet står markant i Hvidovres bybillede. Efter at nogle af os havde været rundt om, inde i og oppe i Vandtårnet, måtte vi konstatere, at det ikke ville være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at holde åbent hus. Hvidovre kommune skulle nu have købt vandtårnet af HOFOR. Der skal lyde en tak for at dette vartegn for Hvidovre kommer i kommunalt eje.
Avedøre Flyveplads er sat til salg for 4 mio. kr. Da der er tale om et af de vigtigste historiske anlæg i Hvidovre, vil vi stærkt anbefale, at kommunen erhverver flyvepladsen og dermed sikrer sig retten til at fastlægge områdets fremtidige anvendelse og udvikling.
Vi har også i det forløbne år udgivet 4 medlemsblade.
Vi er i bestyrelsen glade for, at der altid er et stort fremmøde til generalforsamlingen, men vi vil også gerne have, at de øvrige medlemmer kan følge med i selskabets aktiviteter. Derfor udgiver vi også et særnummer om generalforsamlingen.
I november udgav vi en lokalhistorisk kalender for 2018. Det var andet år, at vi udgav en kalender. Den er blevet vel modtaget, og vi har fået mange positive tilkendegivelser om den.
I anledning af, at Store Hus lidt forsinket fejrede 40 års jubilæum i juni 2017, skrev Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet og jeg et hæfte om husets historie. Historiegruppen i Avedøre Stationsby hjalp os med fotos. Hæftet blev betalt af Store Hus og blev omdelt til beboerne. Vi fik trykt 100 ekstra eksemplarer, som er blevet solgt i forbindelse med vores møder mv.
Vores interviewarbejde i samarbejde med Forstadsmuseet er fortsat i årets løb. Mange har gerne villet lade sig interviewe – vi har en lang venteliste og vil meget gerne have flere interviewere. Mon ikke der i salen sidder nogle stykker, der godt vil prøve at være interviewer – så henvend jeg blot til Anders Aalund.
Interviewene drejer sig om at få vores lokalhistorie gjort levende. Lokalhistorien er vores historie – vi der har boet i Hvidovre og oplevet livet i Hvidovre. Hvis historien ikke bliver fortalt, optaget, nedskrevet, så går den tabt, og det vil være meget trist.
Vi har i årets løb søgt at gøre reklame for selskabets arbejde på flere ledder. Det har vist sig at være godt for medlemstallet. Mange har gerne villet være medlem, men har lige manglet at tage det sidste skridt hertil.
Vi har været med på De gamle Kæmpers marked den 10. juni, Kultur- og Fritidsmessen den 28.10 og på Julemarkedet i Avedørelejren den 10.12.
Disse 3 markeder gav tilsammen næsten 40 nye medlemmer. I forbindelse med vores møder og i forbindelse med byvandringerne har mange også benyttet lejligheden til at melde sig ind. Så medlemstallet er i dag 559 – det højeste medlemstal i selskabets 40-årige historie.
Vi er begyndt at udgive et nyhedsbrev på nettet. Her orienteres om indholdet i det kommende medlemsblad og her mindes der om tilmelding til kommende møder. Mange af abonnenterne er ikke-medlemmer, som forhåbentlig via nyhedsbrevet får lyst til at blive medlem.
Synligheden har også betydet, at selskabet har leveret 3 artikler til Ældrerådets blad.
Karen Johansen og jeg har holdt oplæg på Sundhedscentrets møder for nye pensionister om et aktivt pensionistliv og her benyttet lejligheden til at reklamere for HLS
Vi har deltaget i Forstadsmuseets 6 byvandringer i 2017. Vi har serveret øl og vand ved byvandringens afslutning – også det har betydet nye medlemmer.
Anders Aalund og jeg havde fornøjelse af at stå for byvandringen ad Hvidovrevej fra Brostykkevej til Menelaos Boulevard. Vi var ikke begunstiget af vejret, første tur blev aflyst og flyttet til en anden dag på grund af tordenvejr, og den anden tur var en våd omgang, som deltagerne tog med højt humør.
Vi er blevet spurgt, om ikke vi skulle være mere synlige på Facebook. Det har vi indtil videre besluttet ikke at være, da det vil give os et stort arbejde med hele tiden at lægge nyt stof ud og med at deltage aktivt i debatterne, som det vil forventes, at vi skulle gøre. Vi reklamerer dog for møderne på ”Hvidovre i gamle dage”.
Vi har modtaget flere forespørgsler via hjemmesiden om forskellige emner. Vi har i samarbejde med Forstadsmuseet svaret på disse spørgsmål. Omfanget har endnu ikke været særligt belastende.
Det tætte samarbejde med Forstadsmuseet og dets dygtige medarbejdere har været inspirerende for vores arbejde. Museet og dets medarbejdere gør en fantastisk indsats med at formidle lokalhistorien til alle aldersgrupper både her og i Brøndby.
Statsanerkendelsen af museet lader stadig vente på sig. Vi håber, at den kommer i løbet af foråret som del af Folketingets beslutninger på museumsområdet.
Det var med stor bekymring, at vi kort før vedtagelsen af kommunens budget blev opmærksom på, at museet ville blive pålagt en besparelse på 250.000 kr. Vi syntes i bestyrelsen, at det var et dårligt tidspunkt. Det sendte et signal om, at museet ikke var højt prioriteret i kommunen lige inden, der i Folketinget skulle tages stilling til statsanerkendelse. Det var også et dårligt signal i forhold til Brøndby Kommune, som også finansierer museets drift. Disse synspunkter sendte vi et brev om til borgmesteren og kommunalbestyrelsen.
Flere af vores medlemmer har i 2017 hjulpet Forstadsmuseet med at få renskrevet de 4859 sider fra Hvidovre Sogneråds protokoller 1901 til 1945. Da dette arbejde var gennemført fortsatte flere sammen med borgere fra Brøndby med at renskrive Brøndbyernes protokoller fra 1872 – 1977. Sognerådsprotokollerne er spændende lokalhistorisk læsning.
Vi har i 2017 sammen med museet etableret en arbejdsgruppe, der skal kortlægge hvilke butikker, der har ligget langs Hvidovrevej gennem tiderne. Dette arbejde vil blive præsenteret for alle medlemmer, når det er afsluttet, sandsynligvis ved møder og artikler i medlemsbladet.
Vi har i HLS også en ‘Skrivegruppen’ – en lille flok interesserede i Hvidovres historie, der mødes en gang om måneden i Rytterskolen, hvor deltagerne delagtiggør i hinandens memoirer og skriver om oplevelser gennem livet. Gruppen byder nye interesserede velkommen i gruppen. Henvendelse kan ske til Henny Paaske.
HLS er medlem af Befæstningsforeningen, som bl.a. har Vestvolden som interesseområde. Søren Østergård er vores medlem af bestyrelsen og han er formand for Befæstningsforeningen. Han har lige på nettet udgivet sit hæfte om Vestvolden i Hvidovre.
Den røde Barak, der er udgangspunktet for aktiviteterne i Hvidovre på Befæstningsdagen, trænger i høj grad til vedligeholdelse. Det har været en vanskelig opgave og en grotesk oplevelse at finde ud af hvem, der ejer barakken, bruger barakken og har vedligeholdelsespligten. Det viser sig at være Forsvaret. Jeg håber, at det vil lykkes at få denne gamle landminebarak sat i stand i 2018.
Et af vores medlemmer, Viggo Jensen har interesseret sig særligt for Paradislejrens historie. Paradislejrens fundamenter ligger ved Vestvolden lige ud for Stationsbyen. Det er nu aftalt, at det skal være lettere at komme ind til fundamenterne, der skal være synlige, så historien om Paradislejren kan fortælles på stedet og til glæde for de mange, der passerer forbi på Vestvoldsstien.
Igen i år har vi mødt stor velvilje på Hvidovre Avis, når vi har indsendt foromtale af vores arrangementer til at blive trykt i avisen. Vi fik i slutningen af 2017 også en aftale om, at Hvidovre Avis gerne med jævne mellemrum vil bringe artikler fra medlemsbladet, så flere borgere kan have glæde af indholdet i artiklerne.
2017 var året, hvor Rytterskolen fik en tiltrængt vedligeholdelse ude og inde. Håndværkerne har udført et flot professionelt arbejde i den fredede bygning. De sidste småting bliver nok også løst i løbet af kort tid.
Vi efterlyste, internetadgang i Rytterskolen. Den bliver etableret i løbet af foråret. Et teleslyngeanlæg blev ikke bevilget.
Det tekniske udstyr ved vores møder har ind imellem voldt problemer. Vi har nu fået et sæt højtalere til brug ved de små møder i Rytterskolen. Vi har efterspurgt, at højtaleranlægget i Ll. Friheden fungerer bedre og hver gang. Vi er blevet lovet, at anlægget bliver kontrolleret af Frihedens Idrætscenter forud for møderne.
Der skal også et par ord med i beretningen om de problemer, der fulgte af ændringerne i bestyrelsens sammensætning. Vi måtte i banken flere gange for at skrive under og aflevere de samme oplysninger igen. Vi har derfor holdt møde med banken for at aftale, hvorledes det fremover skal gøres nemmere.
Tilmelding til de forskellige elektroniske systemer, som HLS skal være med i – eboks, CVR, virk.dk, foreningsportalen gav os også problemer – og flere grå hår – først efter 5 måneder var det hele på plads.
Flere har efterlyst mobilepay ved møder og markeder. Vi har nu fået etableret mobilepay – nr.94672. Også betaling af kontingent via PBS/Nets har været efterspurgt. Vi har overvejet det, men besluttet ikke at abonnere herpå, da det indebærer en udgift på ca. 12 kr. årligt for selskabet for hver tilmeldt bruger.
Jeg vil også gerne fortælle om bestyrelsens foreløbige planer for det kommende år.
Vi forventer at gennemføre mindst et tilsvarende antal møder som i det forløbne år. Et par af møderne vil være i samarbejde med Lokalhistorisk Forening i Brøndby.
Medlemsbladet kommer som vanligt 4 gange.
Vi vil deltage i 3 markeder – De gamle Kæmpers marked, Frihedens Kræmmermarked og Julemarkedet i Avedørelejren. Her kan I møde os og tale med os. Her kan vi præsentere selskabets virksomhed for mulige nye medlemmer.
Vi vil også gerne være med til at vække og styrke den lokalhistoriske interesse hos børn og unge, således at de får kendskab til og glæde af de fortællinger, der ligger gemt i lokalhistorien. Vi arbejder sammen med museet om, hvorledes dette bedst kan ske.
2018 er et jubilæumsår for HLS. HLS blev stiftet 22.11.1978. Årets kalender vil komme i et lidt større format, så der bliver plads til måned efter måned at fortælle om begivenheder i Hvidovre fra 1900 og frem til 2018.
Vi vil den 21.11 holde et særligt jubilæumsarrangement i Kometen, som Medborgersalen nu hedder. Vi har truffet aftale med en Hvidovre-dreng om, at han vil fortælle om sin barndom og ungdom i Hvidovre og derefter vil han synge et par viser og underholde med et par sketches. Nogle har nok gættet, at det er Flemming Krøll, der kommer. Vi vil efter sommerferien orientere om bestilling af billetter til jubilæumsaftenen.
Vi har tilbudt grundejerforeningerne i Hvidovre, at vi godt vil deltage i møder og generalforsamlinger og her fortælle om lokalhistoriske emner. Vi afventer om dette tilbud har interesse. Igen ønsker vi at deltage i formidlingen af Hvidovres lokalhistorie til så mange som muligt.
En annonce i Ældresagens blad i 2017 – tillige med en annonce for Ældresagen i vores medlemsblad -har betydet, at vi i maj får mulighed for at holde et møde for Ældresagens medlemmer i Hvidovre C.
Lions Club i Hvidovre har henvendt sig om et oplæg. Datoen er endnu ikke fastlagt.
HIF-fodbold har et stort fotoarkiv. Vi har igangssat et arbejde med at registrere, hvornår billeder er taget, og hvem der er med på billederne. De første fotos er allerede lagt ud på arkiv.dk
I efteråret planlægger vi en aften med Jette Jan som tema, og vi håber, at mange, der har sejlet med skibet, vil vise interesse for denne mindeaften.
De mange aktiviteter i det kommende år betyder også, at vi gerne vil have jeres hjælp til tilrettelæggelsen og gennemførelsen heraf. Så derfor henvend jer til en af os i bestyrelsen og giv besked om, at vi kan trække på jeres hjælp i årets løb.
Dette skulle være ordene fra bestyrelsen og mig.
Vi vil gerne høre jeres kommentarer og bemærkninger. Vi modtager gerne ris og ros, så vores arbejde i det kommende år kan blive så interessant og godt som muligt for vores medlemmer.