Årsberetning til generalforsamlingen i HLS den 5. marts 2020
I bestyrelsesarbejdet siden sidste generalforsamling har disse personer givet deres meget store bidrag: Karen Johansen, tovholder for arrangementsudvalget, Gitte Jakobsen, tovholder for kommunikationsudvalget, Knud Sørensen, næstformand i HLS og tovholder for interviewgruppen, Frank Gudmann, kasserer. Finn Ivo Heller er suppleant og har fungeret som bestyrelsens sekretær. Øvrige suppleanter er Poul Sørensen og Stig Sørensen, der begge har givet deres vægtige bidrag i foreningens organer.
Poul Sverrild, museumschef MSO, har repræsenteret Forstadsmuseet.
Som politiske repræsentanter har Maria Durhuus og Mikkel Dencker fra kommunens Kultur- og Fritidsudvalg deltaget som medlemmer af bestyrelsen, med henholdsvis Anders Liltorp og Niels Ulsing som deres suppleanter.
Som I måske har bemærket, mangler to bestyrelsesmedlemmer ved bordet. Både Frank og Knud er på eventyr i det fremmede. Ligeså er bestyrelsessuppleant Stig Sørensen. Det er lidt underligt at skulle takke en fraværende for hans store indsats i Selskabet. Men det er ikke desto mindre nødvendigt. Selskabets kasserer igennem en del år Frank Gudmann har meddelt, at han ikke genopstiller. Så kære Frank, lidt på afstand må du så modtage en stor tak for din indsats med alle tallene og medlemslisten. Det har været en rigtig fin oplevelse at arbejde sammen med dig. Også som rejsekammerat til årsmødet i Ribe i 2018 var du en fornøjelse at være sammen med.
Der skal også lyde en stor tak til alle de, som vi samlet under én paraply kalder kulturister: Og hvad laver så en kulturist, listen er faktisk ret lang: bladomdeler, bladsorterer, interviewer, arrangementsplanlægger, transskriberer, skriver artikler, laver kaffe og dækker borde, redigerer bladet, hjælper til ved befæstningsdagen, løser praktiske opgaver, skriver referater fra Selskabets mange ture, deltager i projektarbejde (forretninger), arbejder med byggesagsarkivet, registrerer småskrifter og bøger og holder foredrag. Jeg håber jeg har været omkring alle de mange funktioner, der skal til for at Selskabets medlemmer kan opleve et levende og fremgangsrigt Selskab.
Flere og flere er de opgaver, der løses i samarbejde med Forstadsmuseet. Der skal herfra lyde en stor tak til museets medarbejdere for deres store beredvillighed når der opstår problemer, for eksempel af teknisk karakter med arbejdet forbundet med transskriberingen af diverse bedagede dokumenter. Det har også været godt at opleve den store samarbejdsvilje de frivillige imellem, når for eksempel en håndskrift volder besvær.
Der har siden vi mødtes sidst været afholdt intet mindre end 21 arrangementer. Et antal, der ikke kunne nås uden en fantastisk indsats af arrangementsudvalget. De fortjener faktisk en hånd. I kan finde medlemmerne i næste nummer af bladet, men her er de: Karen Johansen (tovholder), Jens Frederik Jørgensen, Knud Nygaard Jensen, Birgit Møller-Kristensen, Annelise Wildenradt og Poul Sørensen.
Rytterskolen har været flittigt brugt. Der har været fyldt til bristepunktet ved hvert arrangement, også når det er blevet afholdt om sommeren. Vi har endda haft den store glæde, at der også har deltaget teenagere. Det er dejligt at være med til at udbrede kendskabet til Rytterskolen og HLS.
Onsdag den 10. april havde vi i samarbejde med Hovedbiblioteket besøg af historiker og forfatter Poul Duedal, der fortalte ca. 60 deltagere om den fascinerende og sælsomme historie om mordbrænderen Jens Nielsen. Jens Nielsens bedrifter i Hvidovre var nedbrændingen af Stengården i Hvidovre, hvor I. G. Schmidts Allé ligger i dag. Hele Jens Nielsens liv og levned er beskrevet i Poul Duedals bog ”Ondskabens Øjne” som i øvrigt blev udnævnt til Årets Historiske Bog i 2016. I arkiverne befinder der sig adskillige tusinder sider omhandlende sagsbehandlinger vedr. Jens Nielsen. Jens Nielsen var den sidste, der blev henrettet i Danmark i fredstid. Dødsdommen blev eksekveret i fængselsgården i Horsens Statsfængsel.
Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær, fortalte den 8. maj om Svendebjerggårds historie og om de aktiviteter, Frelsens Hær har stået for her gennem de sidste 100 år. Det blev desuden til en fortælling om egne oplevelser i Hvidovre fra barn- og ungdom, idet Lars Lydholm er vokset op i Hvidovre og har gået på Dansborgskolen.
Der er efterhånden en tradition for, at Selskabet besøger Risbjerg Kirkegård en gang om året. Således også den 22. maj 2019. Som rundvisere havde vi formanden for Risbjerg Kirkegårds bestyrelse Børge Grøn-Iversen og kirkegårdsleder Tommy Nilsson. Endnu en gang en hyggelig tur med nedslagspunkter ved spændende gravsteder. Det smukke kapel tegnet af Helge Schønnemann blev også gennemgået. De ca. 30 deltagere havde en rigtig god tur.
Hvidovre Lokalhistoriske Selskab samarbejder med Lokalhistorisk Forening for Brøndby. Dette samarbejde gav sig udslag i et ”nabobesøg” i Brøndby Strand. Anledningen var at se området inden nedrivningen af de fem østligste tårne begynder. De 30 deltagere fik en gennemgang af bebyggelsens historie. Turen sluttede med kaffe og spørgsmål i Rheumhus, der er opkaldt efter et tidligere lokalt gartneri.
Vi har også store sammenhængende byggerier i Hvidovre. Den 12. juni besøgte Selskabet Avedøre Stationsby, hvor Solveig Isbrand, beboer gennem 40 år i Stationsbyen, viste rundt. Turen koncentrerede sig især om Stationsbyens udvikling af lege- og opholdsområder, samt kunstværker der er opstillet efter år 2000. En rigtig god tur. Det kan varmt anbefales selv at gå på opdagelse i det spændende område.
Thorsbro Vandværk var målet for turen den 18. juni 2019. Vandværket blev bygget for at kunne dække det i begyndelsen af sidste århundrede stærkt voksende behov for rent vand i København. Siden 1908 er der leveret vand herfra gennem Thorsbroledningen, hvis forløb ses tydeligt som et ubebygget langs Kirkebroen og videre over Hvidovrevej. Vi så de gamle dieselgeneratorer, der drev pumper og andet indtil 1985. I dag er al styring digitaliseret. Et spændende besøg for de omkring 35 deltagere.
To torsdage i juli og august 2019 var der arrangement på Rytterskolen, hvor Poul Sørensen berettede levende om Rytterskolens historie. Det var virkelig spændende at høre Poul fortælle. Selv de yngste deltagere fulgte meget interesserede med. Begge dage var der fuldt hus. Under foredraget blev der serveret kaffe og småkager. Karen Johansen havde en powerpoint præsentation med billeder, der understøttede foredraget.
Vand er noget der tydeligvis interesserer. Der var således besøg hos HOFOR (Hovedstadens Forsyningsselskab) onsdag den 28. august. De ca. 25 deltagere mødte op på Roskildevej 213 hvor HOFOR har et ENERGI & VAND Science Center, hvor folkeskoleklasser i Hovedstadsområdet kan blive undervist i emner med vand som omdrejningspunkt. Vandets veje fra kilde til forbruger blev gennemgået. Efter besøget var alle klar til passe på vores rene vand.
En af selskabet største tilløbsstykker, nemlig udstillingen om forretninger på Hvidovrevej fra Rødovre til Brostykkevej, har givet blod på tanden. Derfor inviterede Selskabet interesserede til at møde op i Lille Friheden den 17. september. Nu skulle starten på kortlægningen af Hvidovre Syd skydes i gang. De, der mødte frem var, meget villige til at dele ud af deres viden om emnet. Anstrengelserne munder ud i en ny udstilling på Hovedbiblioteket til september 2020.
Den 29. september blev Befæstningsdagen afholdt. Både Forstadsmuseet og HLS var i gang den dag. Søren Østergaard viste levende rundt på Vestvolden. Det er en tur, der altid vækker beundring. Den Tørstige Soldat er navnet på cafeen hvor man få sig lidt kaffe og kage eller andet godt til ganen. Som sædvanlig var det heller ikke denne gang svært at finde kulturister, der havde lyst til hjælpe til i cafeen.
Selskabet besøger kommunens kirker. Den 24. oktober var det Avedøre Kirkes tur. Sognepræst Birgitte Jeppesen fortalte om sognets og kirkens historie. Der er et fantastisk rigt menighedsliv i forbindelse med kirken.
Poul Sverrilds foredrag om ”Velfærdsdrømme – Velfærdsbygninger” som blev afholdt på Risbjerggård, var som sædvanligt noget medlemmerne kommer til i stort tal. Der blev fortalt om arkitekterne Svenn Erik Kristensens og Kay Fiskers bygninger i henholdsvis Brøndby- og Hvidovre Kommune. Deres præg på Hvidovres bygningsmasse er ikke til at komme uden om. Vi kan bare tænke på Beringparken og Bredalsparken. Også i Brøndby har de to sat deres præg. Rådhuset og Brøndbyparken er fine eksempler på velfærdshuse. Arrangementet blev til i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Brøndby.
Det mest velbesøgte arrangement med oplæg var onsdag den 6. november, hvor lidt over hundrede mødte op for at høre redaktør på Hvidovre Avis Niels Erik Madsen fortælle om minder fra mere end 80 år i Hvidovre. De 50 af disse mange år som redaktør af den lokale avis. Det var en vældig fornøjelig aften på Risbjerggård, hvor ellers? fristes man til at sige. Beboerne i bygningen på den anden side af Hvidovrevej gik ikke ram forbi. Også NEMs tilknytning til fodbolden fik mange ord med på vejen. Man kunne vel kalde det en rigtig Hvidovre aften.
Stig Sørensen viste en gammel skolefilm på Rytterskolen den 7. november. I filmen fortalte elever fra første undervisningsår på Kettevejsskolen (1924) om deres skoletid. Stig Sørensens far, Søren Peter Sørensen var en af de medvirkende. Selskabets første formand Jens Kristensen fortalte om Hvidovres 3 første skoler. Igen et tilløbsstykke.
Kulturisterne var igen på pletten, med en bod på Avedørelejrens Julemarked den 8. december. Selv om vejret ikke var det bedste, har Forstadsmuseet anslået besøgstallet til ca. 2500. Det blev da også til flere nye medlemmer.
Arrangementsudvalget havde fået den ide, at man kunne sige farvel til Risbjerggård mandag den 9. december. Poul Sverrild fortalte om Risbjerggårds historie, og var da også på banen med et par kommentarer til projektet, der blandt andet betyder nedrivning af Salen. ”Det nye Risbjerggård” blev også gennemgået.
Sæsonen i Rytterskolen blev afsluttet med julehygge den 12. december. Som sædvanligt et fint arrangement med skolestuen fuld af deltagere. Og så var det det første arrangement med tilmelding via www.hls.nemtilmeld.dk . Et tiltag vi var en del, der havde set frem til med spænding. Men det må konstateres, at al tvivl er fejet til side. Det er gået over al forventning med at bruge det nye tilmeldingssystem.
Det første arrangement i 2020 var et besøg i Risbjerg Kirke den 16. januar. Sognepræst Lisbeth Munk Madsen viste rundt i kirken, der 2019 havde 60 års jubilæum. Kirkeskibet er tegnet af Helge Schønnemann, Christian Brandi og Rolf Graae. Sideskibets nye førstesal, der er tegnet af Kristina Kluge, blev også vist frem.
Den 30. januar blev den første hyggeeftermiddag i 2020 afholdt i Rytterskolen. En rigtig god tradition, der også i det nye år har lokket mange til.
Den 6. februar havde Selskabet sat den mangeårige plejehjemsleder på Strandmarkshave Lillian Nielsen stævne. Mødet foregik i Lille Friheden, hvor der var fuldt hus. Lillian Nielsen havde aldrig regnet med at skulle lede Strandmarkshave. Hun havde sendt en ansøgning af ren og skær nysgerrighed for at finde ud af, hvad Hvidovre Kommune tilbød sine ældre. Jo det var i sandhed et spændende bekendtskab, vi gjorde der.
Kan man blive ven med en person ved at transskribere en dagbog omhandlende perioden 1844-1848? Ja skal man tro Anne Sørensen, er det netop det, der er sket. Hendes nye ven er Valdemar Brusch. Valdemars tilknytning til Hvidovre kommer igennem hans fars køb af Bredegård, Hvidovre Mark, hvorefter han forærede den til Valdemar. Det blev til et næsten to timer langt oplæg på Rytterskolen den 27. februar. Der har kun lydt rosende ord om oplægget.
Skrivegruppen anført af Henny Paaske nedlagde sig selv i løbet 2019. Poul Sverrild har i bladet givet udtryk for det store arbejde, der er lagt for dagen gennem årene. Også herfra skal der lyde en stor tak.
Interviewgruppen har også præsteret i 2019. Det er blevet til ca. 10 interviews. Flere af disse har udmøntet sig i fine artikler i bladet. Tusind tak for indsatsen. Jeg er så heldig, at jeg har hørt langt de fleste interviews, og det er bestemt umagen værd. Tusind tak. Og jo vi kan godt bruge flere interviewere.
Selskabets blad har også undergået nogle forandringer her ved årsskiftet. Formatet er ændret. Dette betyder, at der er flere frihedsgrader at benytte sig af ved redigeringen. Bestyrelsen har på fornemmelsen, at langt den overvejende del af læserne har taget godt imod det nye format. Når vi nu er ved omtalen af bladet, skal der lyde en endog meget stor tak til Jørgen Snedled for hans utrættelige arbejde med at redigere og forbedre bladet.
Bestyrelsen har også truffet beslutning om at få designet et nyt logo til Selskabet. Det har vi gjort for få et mere moderne udtryk, der signalerer et tilhørsforhold til hele kommunen. Logoet skal kunne bruges i mange sammenhænge såvel i stort som i lille format. Det er Lars Anker Ellgaard, der har designet det nye logo.
Med hensyn til logoet mente vi os også på sikker grund, da vi udelod bydelsnavne på forsiden af Selskabets blad. Men der har vi desværre overset en aftale indgået den 4. maj 2009 mellem Hvidovre Lokalhistoriske Selskab og Avedøre Selskabet. Her fastlås det med al tydelighed, at det skal fremgå, at bladet omhandler lokalhistorie i Hvidovre og Avedøre. Dette bliver rettet, så vi fremover igen lever op til den indgåede aftale.
Bestyrelsen har fundet det nødvendigt at få optaget et indlæg i Hvidovre Avis om Selskabets rolle i sagaen om Risbjerggårds skæbne. Vi mener med dette indlæg at have givet Selskabets mening til kende.
Også kommunens Strategi for Kultur og Fritid har Selskabet indsendt høringssvar til. Vi har især gjort opmærksom på, at kommunens foreninger også skal tilgodeses i det nye Risbjerggård. Så vidt jeg kan bedømme, er foreningerne blevet hørt for så vidt angår køkkenfaciliteter.
1100 billeder fra HIFs billedsamling er blevet registreret og kan nu ses på www.arkiv.dk , hvilket jeg også ved, der er mange der gør. Det har været utroligt spændende at arbejde sammen med de gamle kæmper. Tusind tak for det.
Sammen med Forstadsmuseet har Selskabet sendt hver eneste konfirmand i kommunens sognekirker et lykønskningskort. Det lidt vi har hørt til reaktioner herpå, har heldigvis været positivt, så vi gentager udsendelsen igen i år.
Årets kalender omhandler begivenheder i Hvidovre, man har kunnet læse om i datidens aviser. Poul Sverrild har stået for teksterne. Der er desværre sket en fejl med ugenumrene. Der skal lægges 1 til ugenummeret, der er nævnt i kalendere, for at få det korrekte ugenummer. Noget vi selvfølgelig beklager.
Selskabet har indkøbt et antal ”Trap Hvidovre” bøger, som Selskabet smedlemmer kan købe for 150 kr., mod en forlagspris på 200 kr.
Selskabet har også hjulpet Hvidovre Kulturråd ved deres arrangement til Havnens dag.
Hvidovre Lokalhistoriske Selskab var også repræsenteret ved Dansk Lokalhistorisk Forenings årsmøde og generalforsamling på Haraldskær ved Vejle. Emnet for årsmødet var ”Epidemier i Danmark gennem tiderne”. Du kan en artikel om turen i HLS 2019-3. Den er skrevet af de to deltagere Annelise Wildenradt og Karen Johansen.
Vi er lige her og nu 672 medlemmer.
Også i 2020 vil der blive afholdt mange arrangementer. Ambitionsniveauet svarer til 2019 hvilket jo nærmest var hæsblæsende.
Der bliver mange spændende ture og foredrag at glæde sig til også i 2020. Derom kan der læses i bladene.
Poul Sverrilds bog ”Vejene til Hvidovre” udkommer i år, hvor den præsenteres på ”Historiske Dage” i Øksnehallen den 21. og 22. marts. Det vil i en periode være muligt for Selskabets medlemmer at købe bogen til reduceret pris. Derom senere.
Bestyrelsen foreslår at kontingentet hæves med 25 kr. for begge medlemsgrupper. Det er mere end ti år siden, kontingentet sidst blev ændret, og selv om inflationen ikke har været særlig voldsom, er priserne dog steget.
Som I kan fornemme, er der bestemt ikke skruet ned for aktivitetsniveauet, så selv om vi har mange gode frivillige kan vi sagtens bruge flere. I denne sammenhæng kan bestyrelsen love, at I kun får gode oplevelser ud af det.
Vi kan stadig bruge flere bladuddelere siger Karen Johansen. Er du interesseret, kan du maile eller ringe til hende. Mail og eller telefonnummer finder du i bladet.
Dette burde være ordene fra mig og den øvrige bestyrelse. Nu er vi klar til at modtage både ris og ros, som vi så vil gøre brug af fremover, så i som medlemmer til stadighed vil være medlemmer af en interessant og spændende forening.
På bestyrelsens vegne
Anders Aalund