Bestyrelsens beretning for perioden 17. marts 2023 – 26. marts 2024 er aflagt af formanden for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab (HLS), Anders Aalund, på den ordinære generalforsamling tirsdag den 26. marts 2024 i Kometen.
Den 18/3-2024 mødte jeg borgmesteren i Kulturhus Risbjerggaard. Her fik jeg lejlighed til atter at spørge om, hvornår vi kunne forvente samme service i kulturhuset, som den der ydes i Kometen hvad angår hjælp til at flytte møbler. Det mente borgmesteren var faldet på plads, i hvert fald for ”ældreforeninger”. Jeg er ikke ude på at fornærme nogen i Selskabet, men for langt de fleste medlemmers vedkommende, kan vi nok godt leve op til den forudsætning. Lad os se, det kan jo godt være, vi fremover også afholder arrangementer i Strungesalen. Dog skal vi nok have opgraderet køkkenet inden. Det har nok lidt længere udsigter.
Det kan godt være, at Selskabet hovedsageligt har fat i den ældre del af Hvidovres borgere, men evnen og lysten til aktivt at deltage i foreningslivet har vi til fulde. Og det smitter tilsyneladende, hvilket kan ses på vores medlemstal, 756 betaler kontingent til HLS. Det synes vi i bestyrelsen er et imponerende tal. Tallet har været lidt større, men nu har vores kasserer Knud Sørensen taget konsekvensen af manglende indbetalinger. Der flere årsager til de manglende kontingentindbetalinger såsom bortgang, fraflytning, sygdom men heldigvis ikke utilfredshed.
Men HLS byder jo også på mange spændende aktiviteter i løbet af året. Det vil jeg gennemgå lidt senere.
Vi bider også fra os, hvis vi oplever noget, der ikke lyder rigtigt i vores ører. Et par eksempler:
Kommunen skal spare og et af resultaterne af dette var opsigelsen af lejekontrakten på det hus hvor Hvidovre Seniorråd havde deres virke med at hjælpe ældre medborgere. Det betød, at der skulle findes en ny lokalitet til dem. Ad omveje fandt bestyrelsen ud af, at man havde set sig varm på Rytterskolen. Seniorrådet var på besøg og fandt i lighed med HLS, at bygningen ikke var egnet til at huse dem. Dels er bygningen fra 1722 og tillige fredet med de begrænsninger, det giver.
Heldigvis blev løsningen en anden, nemlig at seniorrådet fremover holder til i Paletten i Hvidovregade.
HLS skrev også et venligt brev til forvaltningen, hvor selskabet forklarede, hvad Rytterskolen var for en størrelse, og beskrev hvordan, vi havde passet på den igennem hele selskabets levetid. Vi fik også et meget venlig svar på vores henvendelse.
På dette sted vil jeg også gerne citere et høringssvar vi sendte afsted, da det kom på tale, at kommunen ville nedrive gartnerbygninger tilhørende Rosmosegård:
I vores arbejde med at sikre vores bys historie for eftertiden, kommer vi jævnligt ud for, at udviklingen af byen har efterladt lokaliteter meget svært genkendelige. Tag for et eksempel Hvidovregade, hvor bygningernes beretning om tiden fra sognekommune til købstad er udvisket. Selvfølgelig skal vi i Hvidovre følge med tiden, men det kan jo gøres ved at udviklingsplanerne bliver udarbejdet således, at de historiske bygninger indgår som en integreret del og dermed fortæller områdets historie til de kommende beboere.
Ser vi på Gartnerhaven, havde en klausul til udviklingsselskabet om, at de bevaringsværdige bygninger skulle bevares for at fortælle områdets historie til de kommende beboere, nok været til at leve med.
De gamle gartnerbygninger bør kunne integreres i det kommende boligområde. De har en høj SAVE vurdering (3) og er generelt en repræsentant for Hvidovres industrielle gartnerierhverv. Gartnerboligerne på Avedøre Tværvej er også bevaret og et godt eksempel på, at man ikke skal rive bygningsarven ned, da bygningerne fint kan indgå i boligmassen som fælleshuse, institutioner eller andet som tjener et formål, og samtidig bevare vores markører for tiden som ligger før os.
Som I nok kan høre, er vi klar, når vi møder noget uhensigtsmæssigt.
Den første mandag i hver måned, afholdes der bestyrelsesmøde, med mindre det er en helligdag. I de tilfælde venter vi en uge. På disse møder gennemgås løbende sager, eksempler herpå har I lige hørt om. De enkelte udvalg fortæller om deres aktiviteter og regnskabet bliver gennemgået. Vi får en orientering om aktiviteterne på Forstadsmuseet.
Deltagere ved bestyrelsesmøderne er også Amanda Irina Larsen og Kennet Bak fra kommunalbestyrelsen. Vi har et virkelig godt samarbejde med dem, og kan takke for hjælp med at ”komme hurtigere igennem” til administrationen og politiske udvalg. Tusind tak for jeres støtte.
Alt er blevet nedfældet i referater, der bliver til mens vi mødes. Finn Ivo Heller har i sine 8 år i bestyrelsen stået for dette arbejde i de fleste af de 8 år. Han har desværre meddelt, at han ønsker at bruge sine kræfter i andre sammenhænge. Men herfra skal lyde en stor tak for din indsats.
Livet i selskabet kan jo også i stor grad følges i vores blad. Det er fantastisk, at vi til stadighed har kvalitetsstof til at producere ca. 150 sider om året. Tusind tak til forfatterne, redaktøren, webredaktøren, korrekturlæserne og omdelerne. Det er en velsmurt proces, der holder denne fine repræsentant for selskabet i gang. Bladet bliver til stadighed beundret, når vi viser det frem.
Vi er også gået ind i filmbranchen. Takket være en storslået donation fra Flemming Holberg Fenger lykkedes det i et fint samarbejde mellem Forstadsmuseet, de medvirkende og HLS at producere en film om forretningslivet gennem tiderne i Hvidovre. Der var premiere i august 2023.
Holberg Fenger var så tilfreds med resultatet, at han forslog produktion af endnu en film, denne gang om sportslivet i Hvidovre. Endnu en gang tusind tak til Flemming Holberg Fenger.
Inden gennemgangen af vores arrangementer er det selvfølgelig på sin plads endnu engang at takke arrangementsudvalget for deres store arbejde med at finde spændende emner at samles om. Som i ved er der meget, der skal klappe, når vi samles. Så også en stor tak til de mange frivillige, der altid er klar til at løse de forskellige opgaver i forbindelse med arrangementerne.
HLS ligger ikke stille så allerede ca. 14 dage efter 2023 generalforsamlingen var dørene åbne til endnu et åbent hus-arrangement i Rytterskolen. Som sædvanligt blev det til et par hyggelige timer, hvor snakken gik.
Den 20. april var borgmester Anders Wolf Andresen på besøg i Kometen, hvor han i anledning af sit første år som borgmester fortalte om sine visioner og planer for kommunen. Vi hørte også om hans baggrund. At han ikke var helt kendt i området, da han flyttede til Hovedstaden illustrerede han ved at fortælle, at han troede, han var flyttet til Rødovre, da han fik værelse på Rebæk Søpark Kollegiet. Jeg synes vi må give ham, at han er kommet efter det.
Den 25. april var der igen åbent hus i Rytterskolen.
Sport, fisk og ”løgnehistorier” var overskriften, da vi havde besøg af Allan Riboe. Allan fortalte levende om sine mange oplevelser rundt omkring på kloden, i alt 105 destinationer. Forretningen Hvidovre Sport fik selvfølgelig også mange ord med på vejen. En forretning han drev fra 1983 til 2009.
Det er efterhånden en tradition at HLS besøger Risbjerg Kirkegård, denne gang den 25. maj hvor formanden for kirkegårdsbestyrelsen Børge Grøn-Iversen gennemgik kirkegårdens historie og udvikling. Undervejs på rundturen fortalte kirkegårdsleder Tommy Hjort Nilsson om hvilke tiltag, man havde i støbeskeen. Vi så blandt andet den spæde begyndelse på en skovkirkegård.
Vi er vidtfavnende i HLS, så vi besøgte selvfølgelig også Nusrat Djahan Moskeen som led i vores række af besøg i kirker og trossamfund i Hvidovre. Besøget var den 13. juni. Vi fik en meget spændende gennemgang ved religionshistoriker Imad Malik. Du kan læse meget mere i blad 2023-4.
Tro det eller lad være, men Rytterskolen lagde den 10. juni atter lokaler til et åbent hus arrangement. Det er ikke fordi, vi er ved at løbe tør for ideer, men disse arrangementer er virkelig populære.
Vi kommer også uden for kommunens grænser. Den 12. september besøgte vi folketinget, hvor en af vores lokale folketingsmænd(kvinder) Maria Durhuus viste rundt, hvilket hun gjorde rigtig godt.
At vi også mestrer de helt store arrangementer var besøget af Søren Pilmark et bevis på. I samarbejde med Forstadsmuseet, Cirkusmuseet og Hovedbiblioteket lykkedes det at fylde Kometen til noget, der mindede om bristepunktet. Søren Pilmark var i topform, så både han og de mange fremmødte havde et par fantastiske timer. Han gik endda tre kvarter over tiden. I foyeren kunne man købe øl, vand og vin, så alle havde en rigtig god aften.
Når man snakker Hvidovre, kan man ikke komme uden om sporten. De gode resultater kommer dog ikke af ingenting, hvilket vi den 5. oktober havde inviteret Sten Skovgaard Larsen til at fortælle om. Med en blanding af faktuelle oplysninger, anekdoter, fotografier og filmklip fik vi et tilbageblik på idrættens vilkår i perioden 1925 hvor HIF blev stiftet og frem til 1955 hvor Hvidovre Stadion blev indviet.
Og så var der atter åbent hus i Rytterskolen den 18. oktober.
Noget jeg egentlig aldrig havde forestillet mig at skulle deltage i, var et foredrag fortalt af en bedemand. Men 1. november havde HLS besøg i Rytterskolen af bedemand Marianne Gyldholm. Marianne er vokset op i Hvidovre og fortalte om sit liv og de mange år som bedemand. Noget hun gjorde om jeg så må sige meget levende.
Som Karen Johansen skrev i bladet: ” HLS har været på rundtur i Hvidovres kirker og kirkegårde og nu er tiden inde til at høre om vejen til det sidste hvilested.
En person, der har været med hele vejen i HLS´s historie er Poul Sverrild. Jeg tror ikke, der er et eneste medlem af selskabet, der ikke kender eller har hørt Poul fortælle levende og indsigtsfuldt om emner med Hvidovre som omdrejningspunkt. Den 23. november havde vi inviteret Poul til at fortælle om sig selv. Det blev en virkelig minderig aften, hvor Poul med sædvanlig underspillet humor fortalte om sit liv i især Risbjerg kvarteret, men også om hvordan har var blevet præget af de indtryk, han havde oplevet undervejs. Hvidovres historiefortæller var en stor oplevelse.
Erik Zinglersen er vokset op i Hvidovre Nord. Han voksede op i en meget spændende periode, som han har beskrevet i sin bog ”Et hjem, et hus og et forstadsliv i velfærdsstatens Hvidovre 1960-1973. Bogen blev udgivet i 2023. Den 8. januar 2024 havde HLS i samarbejde med Hvidovre Kirke arrangeret et møde med Zinglersen i Magistergaarden. Her han kom ind på nogle af de betragtninger, der er beskrevet i bogen. Der var mange i salen, som kunne nikke genkendende til meget af det, der blev sagt.
”Murersvenden Finn Reidl fortæller” var overskriften den 29. januar i Rytterskolen. Og fortælle, det gør Finn meget gerne. Han havde endda taget øl og vand med til mange fremmødte. Han har haft et langt liv som lærling, svend, konduktør og har udført alle de opgaver en dygtig håndværker stilles over for. Masser af anekdoter blev det også til.
Den 19, februar var der arrangement i Lille Friheden, hvor Kurt Karlsen fortalte om sin skolegang i Risbjergskolen i perioden 1959-1969. Med nutidens øjne fortalte Kurt Karlsen også om skolens betydning for Risbjergkvarteret i denne periode. Der var en livlig snak efter foredraget, hvor både tidligere elever og lærere bidrog.
Fodbold var på programmet den 27. februar hvor Jim Stjerne Hansen fortalt om et rigt liv i fodboldens tjeneste, både som spiller og generalsekretær for DBU. Over 100 tilmeldte havde fundet vej til Kometen. Det meget spændende liv Jim Stjerne Hansen har haft kunne såmænd nok have fyldt endnu en aften. Det er heller ikke mange, der selv har sagt gode stillinger op hos A.P. Møller, men også det har Jim Stjerne Hansen præsteret.
Der har i år allerede været åbent hus i Rytterskolen to gange, 16. januar og 13. marts.
Som i nok kan fornemme er det et travlt og meget livligt selskab I er medlem af. Til at supplere vedr. arrangementsudvalg og bladomdeling vil Karen Johansen få ordet.
Interviewgruppen vil Torben Kok Rasmussen sige lidt om.
På bestyrelsen vegne
Anders Aalund